Og vores egen tro har vel også stor betydning for, hvad der kan komme igennem ?  Jeg kan også huske fra mit eget kanaliserings-kursus jeg var på hos dig, at der er det, man kalder de 4 grundregler om kanalisering. Og en af de 4 grundregler er faktisk, at ”Du kan ikke modtage noget, der er fremmed for din bevidsthed”. Og det er vel også det, som denne mand var eksempel på ?

Ja,  jeg er jo blevet lært op i det her via praktisk indlæring, ved at se i praksis, ”hvorfor kan det ikke lade sig gøre” ?, og det har jeg så spurgt Sananda om, og så har han svaret mig. Så det er dem fra den åndelige verden, der har været mine lærere, og det er de stadigvæk. Jeg kan ikke gå hen til en lærer i dag, eller det er mig ikke nødigt. Jeg bruger mine lærere i den åndelige verden.

Men betyder det så ikke også, at når man går til et medie, til en der kanaliserer, at man også skal have i tankerne hvad det er for en person og hvad den person selv tror på ? Når jeg spørger om det, er det fordi det er noget, jeg selv har tænkt meget over på det seneste og studeret meget – hvordan der kommer forskellige ting fra forskellige medier –  når jeg har sammenlignet forskellige kanaliseringer…?

Helt sikkert, for det der bliver kanaliseret vil altid være farvet af den person, den kanal, det kommer igennem. Det kan ikke være anderledes, for vi bruger jo os selv. Når jeg kanaliserer, så er det min bevidsthed, der er redskabet. Så det vil selvfølgelig være farvet af hvad jeg ved og hvem jeg er og har været før. Det er klart.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om forskellige holdninger til kanalisering. For der er jo stadigvæk ikke så mange, der kender til kanalisering. Og der er måske også nogen, der synes, at det er lidt mystisk. Har du nogensinde oplevet nogen negative reaktioner på, at du kanaliserede eller på, at du fortalte om kanalisering ?

Ikke decideret, jeg har haft nogle sjove oplevelser på et tidspunkt, da jeg begyndte. Jeg begyndte jo selv at kanalisere Sananda efter den der oplevelse, hvor jeg fandt ud af, at jeg kunne høre noget mere end den anden kunne. Og det var også det Sananda gerne ville have. Og jeg havde nogle aftener i Stjernen, hvor folk kunne komme og stille Sananda spørgsmål, og så ville han svare.
Det havde jeg fået lyst til at prøve, for det gjorde den anden også, og det gik jo meget godt.  Og så var det tit at folk spurgte Sananda om et eller andet, f.eks. : ”Skal jeg tage det der job eller det andet job”.? Og så kunne jeg tydeligt høre Sananda sige : ”Prøv at spørge personen, hvad han selv synes”. Og det sagde jeg så: ”Hvad føler du selv”. Og det grinede de meget af. Og så gik der sådan et rygte om, at I skal ikke spørge Sananda , for han sender det bare tilbage til jer selv, hvad I selv synes. Og jeg fandt ud af, at sådan er det med mester-energierne. De vil gerne have, at vi selv skal tage ansvar og selv mærke efter, hvad vi selv føler er det rigtige for os, for det skal de da ikke beslutte for os. Sananda kunne jo selvfølgelig give noget vejledning i hvor ens ressourcer lå og hvad der kunne være godt for en, men dybest set er det vores eget valg i sidste instans. Og jeg kunne jo ikke gøre andet end at sige det, som jeg kunne høre i min øresnegl. Og jeg fik også nogle oplevelser af, at der var mange af dem, som brugte nogle gamle udtryk som f.eks. ”Mit kære barn”. Og det havde jeg det lidt svært med i starten, for hende Birgit ville nok ikke sige sådan. Men jeg var nødt til at sige som de sagde, for ellers ville det jo ikke være ren kanalisering, så ville jeg jo lave det om, redigere i det. Og det fandt jeg ret hurtigt ud af, at det skal man ikke begynde på, for så udvander man energien og budskabet. Og det skal man lige vænne sig til, at det er andre vendinger, andre måder at sige tingene på, og det gør det jo mere ægte,  man skal  ikke begynde at redigere i det.

Sananda var altså en af dem du fandt ud af på et tidspunkt, at du kunne kanalisere, ham og flere andre mestre. Det må have været en stor oplevelse, da du fandt ud af, at du kunne kanalisere Sananda. Du har også fortalt, at i starten mente man, at der var ikke ret mange, der ville komme til at kanalisere Jesus-Sananda i Danmark. Men du fandt ud af på et tidspunkt, sammen med en anden, at I begge to kunne…?

Ja den kanal, som jeg havde været henne og høre og som havde været nede i Stjernen havde fortalt mig det, så jeg var slemt nervøs, da jeg så fandt ud af, at jeg og en af mine tidligere elever var begyndt at kanalisere Sananda. Det havde jeg det underligt med, jeg var faktisk bange for, at det ikke var rigtigt. Så jeg ringede til ham for at fortælle, hvad der var sket, og så blev han meget stille i den anden ende af telefonen. Og jeg tænkte: ”Tænk hvis han siger, at det ikke er rigtigt”. Men det gjorde han ikke, han sagde, at så må vi have et møde, og så mødtes vi alle tre. Og han bekræftede mig og min elev i, at det var rigtigt. Og det var jo vidunderligt.

Vi snakkede før om forskellige holdninger til kanalisering. Du fortalte på det kursus, jeg var på, at der er nogle mennesker, der har en vis modstand mod kanalisering, og at den største modstand faktisk kommer fra åndelige kredse. Vi diskuterede dengang bl.a., at der er nogen, der har sagt, at man bør kun kanalisere en gang imellem – måske hvert halve år, for mestrene har ikke tid !! J (latter)  Hvad siger du til sådan en udtalelse ?

Ja jeg må le, jeg kan kun grine af det, for det er en kæmpe illusion, det er noget sludder og vrøvl. Mestrene og Gud har tid til os alle sammen, hele tiden og på et hvilket som helst tidspunkt. Det er nogle illusioner, der kører rundt, og som jeg personlig gerne vil være med til at mane i Jorden. Og det er hermed gjort.

Ja, det var jo dit forslag, at vi skulle kalde den her udsendelse ”Alle er kanaler ”, og det var vel også det budskab, går jeg ud fra, som du gerne ville sende ud ?

Lige præcis, alle har kontakt til Gud, alle har en sjæl, så det er et bevidsthedsspørgsmål, om man kan bruge det eller ej. Og det er også det, jeg underviser i, netop for at lede andre på vej. Vi skulle gerne blive vores egen mester alle sammen og lytte til vores  sjæl, lytte til vores  hjerte.

Skal vi have en prøve på kanalisering her til sidst, hvis der er nogen, der har lyst til at sige noget ?

Ja, jeg vil lige tage kontakt og høre, om der er nogen fra lyset, der har lyst til at sige noget til lytterne her til sidst. Og jeg vil bede om, at det er en kort bemærkning, hvis der er.

Det er Sananda, der kommer igennem, han siger:

”Jeg er Sananda, lysets søn. Stol på jer selv, kære venner, lyt til jeres hjerte, lyt til jeres intuition. Jeg kommer til mange mennesker lige for tiden. Der er mange af jer, der vil lytte til den her udsendelse, som har kontakt med mig. Alle kan I sende mig tanker, og jeg vil svare jer alle. Jeg er lysets søn. I er elsket.”


Dette var 1. del af en række på 3 udsendelser om kanalisering  sendt i Radio Gladsaxe 15.4 2003
De næste 2 kommer her på siden, når de er udskrevet.